OK-forhandlingerne set fra forskerens stol

Af freelancejournalist Peter Andersen

To overenskomstforhandlinger ligner sjældent hinanden. Fælles for dem alle er dog, at forhandlingerne trækker tænder ud. De to parter skal forsøge at finde hinanden i et forlig, som både arbejdsgivere og lønmodtagere er glade for. Det sker i krydsfeltet mellem de internationale økonomiske konjunkturer, virksomhedernes indtjening, arbejdsgivernes og lønmodtagernes forventninger til overenskomsterne. Samtidig bliver forhandlingerne påvirket udefra af blandt andet medierne.

Overenskomstfornyelsen i år er i udgangspunktet ikke anderledes end tidligere, når topfolkene fra arbejdsgiver- og lønmodtagerside gennem mange uger ”lægger arm” i forhandlingslokalerne og har deres store bagland i en lang række temaudvalg.

FAOS

FAOS - Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier - er tilknyttet Sociologisk Institut, Københavns Universitet. FAOS har specialiseret sig i studiet af arbejdsmarkedsrelationer i dansk, nordisk og europæisk sammenhæng.

FAOS følger også OK20

Forud ligger måneders forberedelse, hvor blandt andet CO-industris medlemsforbund har været ude og høre deres medlemmer, hvilke forslag de har til forbedringer af overenskomsterne. CO-industris formand Claus Jensen og næstformand Mads Andersen har desuden turneret landet rundt og mødt over 1.200 tillidsrepræsentanter for at få deres synspunkter med, før de for alvor indledte forhandlingerne i DI den 8. januar.

Nana Wesley Hansen, der er lektor og arbejdsmarkedsforsker ved forskningscentret FAOS på Københavns Universitet, forudser heller ikke nemme forhandlinger denne gang.

”Man skal passe på hvad man forudser, for overenskomstforhandlinger er temmelig dynamiske, og der kan ske meget undervejs,” siger Nana Wesley Hansen, der ikke ser sandsynligheden for konflikt for markant højere denne gang end tidligere.

 

Det er industrien, der lægger niveauet. Logikken er stadig, at en branche, som har mange konkurrenceudsatte virksomheder, skal gå først.

To billeder af økonomien

Ifølge arbejdsmarkedsforskeren fra FAOS har de to parter taget udgangspunkt i forskellige billeder af den økonomiske situation, når de sætter sig ved forhandlingsbordet.

”Lønmodtagerne vil have del i de gode tider, som virksomhederne har haft i de seneste år, og arbejdsgiverne kan se, at konjunkturerne er ved at flade ud. De fleste økonomer forudser en blød landing, men ingen ved det, og det er bare et svært udgangspunkt,” siger Nana Wesley Hansen.

Det billede blev også tegnet op, da topfolkene fra CO-industri og DI, mødtes til det officielle startskud den 8. januar i Industriens Hus. Nu er det op til dem – Claus Jensen og Mads Andersen fra CO-industri samt Lars Sandahl Sørensen og Kim Graugaard fra DI at lukke den første aftale.

Siden 1990’erne har industriens parter haft til opgave at lave det store gennembrudsforlig på minimallønsområdet, som dækker over 80 procent af det private arbejdsmarked. Dernæst vil det handle om at få en aftale på normallønsområdet på plads, og herefter følger de øvrige områder.

I international sammenhæng er det lykkedes os at få et relativt højt lønniveau, som understøtter velfærdsmodellen via skatteindbetalingen. Dermed undgår vi også fænomenet working poors.

Endelig skal der laves et samlet mæglingsforslag, som kan sendes til afstemning blandt forbundenes medlemmer. Det vil indeholde de forlig, der er indgået. Men er der områder, hvor man ikke har kunnet nå til enighed, bliver de også omfattet.

Siden 1990’erne har det været et mantra, at eksporterhvervene skal lægge linjen for de andre områder. Eksisterer den forståelse stadig i samme grad?

”Ja, absolut. Det er industrien, der lægger niveauet. Logikken er stadig, at en branche, som har mange konkurrenceudsatte virksomheder, skal gå først. Men det hænger selvfølgelig også sammen med, at DI er så store, som de er, og har stemmemajoriteten i Dansk Arbejdsgiverforening (DA).”

Hvad ville konsekvensen være, hvis det ikke var sådan, at eksporterhvervene lægger linjen?

”Risikoen kunne være, at DA så bare ville stemme forligene ned, som det skete i 1995 (da et mindre område brød ud af arbejdsgivernes koordinering og lavede et tidligt forlig, red.). Det handler jo om, at Danmark er en lille, åben økonomi. Systemet er tilpasset det forhold.

Det har så nogle konsekvenser for de andre områder.

”De er bundet af den økonomiske ramme, og der kan være nogle fokuspunkter på industriens område, som de arver. De skal så ’oversættes’. Et eksempel er fritvalgskontoen, som er blevet tilpasset. Den hedder forskellige ting, og nogle områder har valgt slet ikke at have den, mens den fylder meget for HK’erne.”

Er der så relativt frit slag inden for den ramme?

”Rammen forhindrer ikke, at man kan forhandle specifikke ting om arbejdstid, uddannelse og arbejdsmiljø. Det kan modellen sagtens rumme. Men begynder man at aftale elementer, som på en eller anden måde kan lægge forventninger til den næste overenskomstrunde i industrien, kan det møde modstand.”

 

En fordel for danmark

Hvad har det betydet for det danske arbejdsmarked, at vi har et mindstebetalingsområde, som dækker 80-90 procent i den private sektor?

”Systemet giver en fleksibilitet. Man har kunnet tilpasse lønningerne ude på virksomhederne, og det giver rigtig megen mening i en lille, åben økonomi som den danske. Hvis man har en økonomisk krise, regulerer lønniveauet sig temmelig hurtigt.”

Det smukke dyr på savannen er jo arbejdsmarkedspensionerne, som ikke så ud af meget, da man landede aftalen, men 10 år senere begynder at batte noget, fordi man har fyldt på.

Nana Wesley Hansen sammenligner med det offentlige område, hvor langt det meste af lønnen aftales centralt tre år forud.

”I 2008 havde man forhandlet sig til ’historisk høje lønstigninger’, og så kom den finansielle krise. I den private sektor blev lønudviklingen justeret hurtigt og fleksibelt, mens de offentlige forhandlere stod overfor store udfordringer, da de skulle forhandle igen tre år senere.”

Er det en fordel for Danmark, at lønningerne forhandles ude på virksomhederne?

”Ja, fordi man har en fleksibilitet. Og i international sammenhæng er det lykkedes os at få et relativt højt lønniveau, som understøtter velfærdsmodellen via skatteindbetalingen. Dermed undgår vi også fænomenet working poors, som man har set blandt andet i Tyskland. Altså områder af arbejdsmarkedet, hvor lønniveauet bliver så lavt, at man ikke kan leve af sin løn.

 

Øget interesse

Medlemmerne i CO-industris medlemsforbund har indsendt rekordmange krav, 734, over 1.200 tillidsrepræsentanter har deltaget i optaktsmøder, og stemmeprocenten har ved de seneste overenskomstfornyelser været stigende. Hvad fortæller det dig?

”At man har gjort sig umage med dialogen med baglandet, blandt andet i forbundene i CO-industri. Og jeg tror, man flere steder har gjort sig ekstra umage denne gang. Det hænger sammen med afstemningen i 2017, hvor man havde en historisk stor stemmedeltagelse, men hvor store grupper så stemte nej til resultatet. Jeg tror, man denne gang har ønsket at få en bedre forventningsafstemning – en bedre dialog med baglandet.”

Hvis der er en konfliktrisiko, øger det interessen, som vi så ved de offentlige forhandlinger i 2018?

”Ja, og det er lidt et paradoks. Den store mediefokus gør jo, at det når ud til en masse medlemmer, men samtidig presser man traditionen på det private område, hvor man gerne vil være meget stille, når forhandlingerne først går i gang. Den tradition bliver udfordret, men samtidig genererer det jo interesse for aftalemodellen. En øget bevidsthed om, at det er ’mine løn og arbejdsforhold’, det handler om.”

 

Sammenkædning er solidaritet

I en konflikt er der typisk ét fokuspunkt, mens overenskomstforlig er noget med små forbedringer af en række elementer. Er man nødt til at have det mix? Skal der en konflikt til de store gennembrud?

”Nej. Det smukke dyr på savannen er jo arbejdsmarkedspensionerne, som ikke så ud af meget, da man landede aftalen, men 10 år senere begynder at batte noget, fordi man har fyldt på. I resten af verden kigger man nu på pensionssystemet i Danmark. Vi har også fået løn under barsel og fritvalgsordningen fra 2007. Først nu er der kommet så mange procenter på, at det er noget man snakker om.”

Desuden er der en risiko ved at tage ’det store rabalder’, understreger Nana Wesley Hansen.

”Man kan risikere, at der slet ikke kommer noget ud af det. Og der er emner, som man kun kan løfte via forlig: Arbejdstiden i lige præcis min branche. Når man tager rabalderet, får man ikke alle de små elementer med.

Resultaterne sammenkædes, så alle stemmer samlet. Hvad gør det egentlig godt for?

”Der er to sider. Man sikrer, at forliget på industriens område, hvor man er stærkt og godt organiseret, kan blive bredt ud til eksempelvis serviceområdet, som er svagere organiseret. Ligesom byggeriet kan blive samlet op, selv om de ikke får opfyldt deres krav til social dumping.”

De får måske ikke deres højeste ønske opfyldt, men de får trods alt noget.

”Præcis. På den måde er der en solidaritet indbygget. Bagsiden er, at man stemmer om det samlede resultat og kan få stoppet noget ned i halsen, man ikke har ønsket.”

Hvad ville det betyde, hvis man afskaffede sammenkædningen?

”Lønmodtagerne ville måske kunne spille arbejdsgiverne lidt ud mod hinanden og bruge løftestangsprincippet bedre. Men hvis man står i en dårlig konjunktursituation og er svagt organiseret, vil man risikere at have endog meget svært ved at løfte sine løn- og arbejdsforhold, fordi man ikke arver de gode resultater fra de andre områder. Man kan også risikere at stå isoleret i en konflikt.”

 

Den dyre konflikt

Danmark har ikke været ramt af en storkonflikt siden 1998. Hovedkravet fra lønmodtagerside var, at man ville have en 6. ferieuge. Storkonflikten blev afsluttet med et regeringsindgreb, der ikke indeholdt en 6. ferieuge. Denne kom dog med gennem forhandlinger mellem parterne selv ved overenskomstfornyelsen i år 2000.

Selv om der er udsigt til svære forhandlinger også denne gang, er en storkonflikt heller ikke i år den mest sandsynlige udgang, mener Nana Wesley Hansen.

”En storkonflikt er dyr, den er virkelig omkostningsfuld, og det skal den også være. Det er meningen med aftalemodellen. Det koster for lønmodtagerne, det koster for arbejdsgiverne, og det koster for samfundet. Når man udløser noget, der er så omkostningsfuldt, skal der også være noget på spil. Og her ved OK20 er det måske svært at se en sag, der er stor nok for tilpas mange lønmodtagere til så stor en konflikt.”