Forhandlings- og temaudvalg OK20

Det er Claus Jensen og Mads Andersen, som sidder ved forhandlingsbordet med DI's forhandlere, men bag dem står et stort hold i form af forhandlings- og temaudvalg med repræsentanter fra de ni medlemsforbund og CO-industri. Her fotograferet under de afsluttende forhandlinger i DI i februar 2020.

Hvem forhandler min overenskomst?

Når industriens overenskomster bliver forhandlet, ser og hører mange kun, at forhandlerne bliver enige om et forlig efter et døgns maratonforhandlinger i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København. Men forud ligger måneders arbejde. Læs her, hvordan processen foregår, og hvem der er involveret.

Skrevet af
Allan Petersen

Fire forhandlere sidder i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København. Det er en søndag i februar. Forhandlerne har været i gang siden lørdag middag, og ud på morgenen indgår de forlig om en fornyelse af overenskomsterne i industrien. Dermed har 230.000 ansatte på 6.000 industrivirksomheder fået lagt rammerne for de kommende års arbejdsforhold, når det gælder uddannelse, senioraftaler, arbejdstid, barsel, fritvalgskonto, satser og meget mere.

LÆS OGSÅ: Mød forhandlerne

Denne scene er en del af billedet, når CO-industri og Dansk Industri (DI) forhandler om en fornyelse af industriens overenskomster. Sådan har det i hvert fald set ud ved de seneste overenskomstfornyelser.

Men hvis man tror, at de mange nye bestemmelser og forbedringer i overenskomsterne bliver ordnet på en weekend i Industriens Hus, har man kun set en del af billedet.

Forud ligger nemlig måneders arbejde med inddragelse af de 230.000 medlemmer, og hvor over 80 medarbejdere og valgte fra medlemsforbundene er i sving i CO-industriregi. Dertil skal man lægge alle de øvrige, som er involveret i medlemsforbundene.

FORHANDLERE, EKSPERTER OG BAGLAND

Lad os først se på, hvem der er involveret i forhandlingerne.

Det snævre udvalg

Det er de fire topforhandlere. Fra CO-industri er det formand Claus Jensen, som også er forbundsformand for Dansk Metal, samt Mads Andersen, der er næstformand i CO-industri og formand for 3F Industri.

Fra Dansk Industri (DI) er det administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen og viceadministrerende direktør Kim Graugaard.

De fire personer står i spidsen for forhandlingerne.

Forhandlingsudvalg

CO-industris forhandlingsudvalg består af 16 medlemmer – heriblandt formændene for CO-industris medlemsforbund: 3F Industri, Dansk Metal, HK Privat, Teknisk Landsforbund, Dansk El-Forbund, Blik & Rørarbejderforbundet, Serviceforbundet, Dansk Jernbaneforbund og Malerforbundet.

Forhandlingsudvalget bliver løbende inddraget op til og under forhandlingerne.

Temaudvalg

De flere hundrede overenskomstforslag fra medlemmerne af forbundene fordeler sig over en række temaer. CO-industri har nedsat flere temaudvalg til at dække de forskellige områder af overenskomsterne af. Temaudvalgene kan efter behov blive indkaldt, hvis nogle særlige problematikker skal belyses.

Temaudvalgene består af repræsentanter, der til daglig arbejder med industriens overenskomster i CO-industri og de ni medlemsforbund. Der kan for eksempel være temaudvalg om arbejdstid, uddannelse og udenlandsk arbejdskraft. Temaudvalgene består denne gang af omkring 70 medlemmer – nogle repræsentanter sidder i flere udvalg.

CO-industris centralledelse

CO-industris centralledelse er organisationens øverste myndighed og består af 49 medlemmer fra medlemsforbundene og CO-industri.

Centralledelsen tager efter forligets indgåelse stilling til forliget.

Medlemmerne

Medlemmerne af de ni fagforbund i CO-industrisamarbejdet er naturligvis de vigtigste i processen. Overenskomstforhandlingerne starter hos medlemmerne, når de formulerer forslag til overenskomstfornyelsen. Og i sidste ende er det også medlemmerne, som gennem en afstemning kan stemme ja eller nej til det overenskomstforlig, som deres forhandlere har indgået.

MEDLEMSFORBUNDENE

CO-industri har ni medlemsforbund, der har tilmeldt omkring 230.000 medlemmer i CO-industri. Her følger en kort præsentation af hvert enkelt forbund:

3F Industri

Antal medlemmer i CO-industri: 98.500
Formand: Mads Andersen (næstformand i CO-industri)

Industrigruppen er den største af 3F’s seks grupper, og medlemmerne arbejder for størstedelens vedkommende på produktionsvirksomheder. Men medlemmerne er blandt andet også bagageportører i lufthavne samt postarbejdere og postbude.

Dansk Metal

Antal medlemmer i CO-industri: 85.050
Formand: Claus Jensen (formand for CO-industri)

Medlemmerne af Dansk Metal er faglærte. På industrivirksomheder finder man – for at nævne nogle – industriteknikere, smede, automatikteknikere, værktøjsmagere, vindmølleteknikere og it-supportere.

HK Privat

Antal medlemmer i CO-industri: 30.250
Formand: Simon Tøgern

HK Privat er den største sektor i HK Danmark og er igen inddelt i fem overenskomstgrupper, hvor industri og luftfart er inden for CO-industris område. Her beskæftiger HK-medlemmerne sig med blandt andet sagsbehandling, kommunikation og marketing. En stor medlemsgruppe er desuden laboranter.

Dansk El-Forbund

Antal medlemmer i CO-industri: 6.980
Formand: Benny Yssing

Dansk El-Forbunds medlemmer udfører fejlfinding og servicering af automatiske anlæg inden for det el-tekniske område - både i produktionsvirksomheder og i servicefirmaer.  

Teknisk Landsforbund

Antal medlemmer i CO-industri: 6.579
Formand: Jannik Frank Petersen

Teknisk Landsforbunds medlemmer har typisk enten en erhvervsuddannelse som teknisk designer eller en videregående teknisk uddannelse som for eksempel produktionsteknolog, installatør, it-teknolog eller bygningskonstruktør. I produktionsvirksomheder er de ansat som funktionærer og arbejder blandt andet som teknikere, teknologer, projektledere, designere eller konstruktører.

Blik- og Rørarbejderforbundet

Antal medlemmer i CO-industri: 600
Formand: Henrik W. Petersen

Blik- og Rørarbejderforbundets medlemmer i industrien arbejder som ventilationsteknikere, klima- og miljøteknikere, rustfast industriblikkenslagere, energispecialister og installationsteknikere.

Dansk Jernbaneforbund

Antal medlemmer i CO-industri: 441
Formand: Preben Steenholdt Pedersen

Dansk Jernbaneforbunds medlemmer arbejder på jernbaneområdet som togførere, lokomotivførere, metrostewards, stationsbetjente, letbaneførere samt bane- og elektropersonale.

Serviceforbundet

Antal medlemmer i CO-industri: 342
Formand: John Nielsen

Serviceforbundets medlemmer på området arbejder primært som raffinaderiteknikere, men tæller også vagtfunktionærer i Billund Lufthavn, vagter på visse museer samt assistenter hos CP Kelco.

Malerforbundet

Antal medlemmer i CO-industri: 233
Formand: Tonny Olsen

Malerforbundets medlemmer på industriens OK arbejder både på byggepladser og i produktion på fabrikker, hvor de blandt andet laver vedligeholdelse og almindeligt malerarbejde.

 

PROCESSEN

Ser vi på hele forløbet omkring fornyelsen af industriens overenskomster, strækker det sig over et års tid. De nuværende overenskomster udløber den 1. marts 2023.

Grundlæggende for hele processen er, at overenskomstforhandlingerne begynder og slutter hos medlemmerne gennem en grundig demokratisk proces.

Før forhandlingerne

Et års tid før overenskomsterne udløber, drøfter medlemmerne de forslag, som de gerne vil have taget med ind i forhandlingslokalerne. Forbundene har forskellige måder at indsamle forslag fra deres medlemmer – med alt fra postkortkampagner til generalforsamlinger og stormøder.

I september samles alle forslag i CO-industri. Til OK23 er det blevet til 548 forslag, som er blevet sorteret i temaer.

Hovedtemaerne bliver præsenteret på otte regionale optaktsmøder, som CO-industris formand og næstformand drager ud på i november og december. Her har industriens tillidsrepræsentanter og repræsentanter fra medlemsforbundenes lokalafdelinger mulighed for at møde deres to topforhandlere ansigt til ansigt og give dem nogle sidste ord med på vejen til forhandlingsbordet.

Under forhandlingerne

På baggrund af det grundige forarbejde kan CO-industris formand og næstformand for alvor tage fat på forhandlingerne med DI’s to topforhandlere i begyndelsen af det nye år, hvor de typisk mødes flere gange.

Forhandlingerne foregår i et fortroligt rum. Det er nemlig erfaringen, at det giver det bedste forhandlingsklima og i sidste ende også giver det bedste resultat for begge parter.

Ved de seneste overenskomstfornyelser er det lykkedes parterne at indgå det endelige forlig ved en afsluttende forhandlingsrunde i februar.

Ved den afsluttende forhandling har CO-industri hele sin store delegation med. Det vil sige forhandlingsudvalget, som løbende bliver inddraget, og derudover temaudvalg og centrale medarbejdere til at understøtte forhandlingerne i det omfang, der bliver behov for det.

Hvis forhandlerne ikke kan opnå enighed om et forlig, kan forhandlingerne videreføres i regi af Forligsinstitutionen.

Efter forhandlingerne

Når forhandlingerne bliver afsluttet med et forlig, går CO-industri og Dansk Industri hver især til deres baglande for at bede om opbakning til aftalen. I CO-industri ligger godkendelsen hos centralledelsens 49 medlemmer, der repræsenterer de ni medlemsforbund.

Industriforliget er det såkaldte gennembrudsforlig – altså det, som lægger linjen og rammen for de øvrige overenskomstområder, der efterfølgende kan afslutte deres forhandlinger.

Når alle forhandlinger er afsluttet, er det igen medlemmernes stemme, der skal høres. Medlemmerne hos de enkelte fagforbund skal stemme ved en såkaldt urafstemning, om de kan godkende resultatet.

Et overenskomstforlig er en balance, hvor lønmodtagerne skal kunne se nogle forbedringer, og hvor arbejdsgiverne har fokus på at bevare deres konkurrenceevne. Samtidig er det vigtigt, at der er rum til lønstigninger, når ansatte og arbejdsgivere efterfølgende skal forhandle løn. For langt de fleste overenskomster – herunder industriens overenskomster – gælder det nemlig, at selve lønnen bliver aftalt lokalt.

Bliver det et samlet ja fra medlemmerne, træder overenskomsterne i kraft. Bliver det et nej, er konsekvensen en konflikt, der ikke er set på det private arbejdsmarked siden 1998.