Stockfotoindustri

Der er plads til gode lønstigninger

OK23-forliget på transportområdet giver samlede lønstigninger på omkring 12 procent over de kommende to år. Stigningerne kan bruges som løftestang til de områder, der skal forhandle deres løn lokalt.

Skrevet af
Allan Petersen
Fotograf
Colourbox

Når tillidsrepræsentanter og ansatte i industrien i den kommende tid skal forhandle løn med deres arbejdsgivere, er der grundlag for gode lønstigninger. Og det samme må være billedet i 2024. 

Et mål om en lønfremgang på samlet omkring 12 procent er et realistisk mål. Det viser torsdagens overenskomstaftale mellem 3F Transport og Dansk Industri. Med forliget lægges der et niveau for, hvad rammen hos arbejdsgiverne skønnes at være, og hvad dansk økonomi kan holde til.

Procenterne

På både industriens område og transportområdet er der forhandlet forhøjelse af fritvalgskontoen hjem samt ændring af pensionsindbetalingen, så arbejdsgiveren nu skal betale to procent mere, og den ansatte to procent mindre, der i stedet bliver til løn.

De to forbedringer giver centralt fire procents lønforbedring.

På transportområdet stiger timelønnen med 6,00 kroner i år og 5,75 kroner til næste år. Det svarer til en lønstigning på fire procent om året – altså i alt otte procent.

I industrien skal lønnen forhandles lokalt. Mindstebetalingssatsen er dog hævet med 4,5 kroner i år og 4,50 kroner til næste år. Det svarer også til cirka fire procent pr. år over de to år.

Den samlede forbedring på omkring 12 procent kommer blandt andet Sydbank frem til ifølge Børsen.

Transportområdet er et såkaldt normallønsområde, hvor lønnen aftales ved den centrale overenskomstforhandling. Her er der aftalt lønstigninger på 6,00 kroner i timen i år og 5,75 kroner til næste år. Det svarer til en stigning på omkring fire procent om året, altså otte procent over de to år. De otte procent skal lægges oven i de forbedringer på fritvalgskontoen og den ændring af pensionsindbetalingen, der også er aftalt i industrien, og som til sammen udgør fire procent over de næste to år. Altså i alt 12 procent.

Lønstigningerne på normallønsområdet bruges mange steder som en rettesnor til de lokale lønforhandlinger på minimallønsområdet. Det gælder for eksempel i industrien, hvor lønforhandlinger foregår lokalt. Her kan tillidsrepræsentanterne bruge de aftalte lønstigninger på normallønsområdet som løftestang.

”Transportforliget bekræfter mig sådan set bare i det, jeg sagde allerede på pressemødet efter vores eget forlig i industrien for snart to uger siden. Nemlig at vores egen forhøjelse af mindstebetalingen på de historisk høje ni kroner over de næste to år er et kraftigt signal til arbejdsgiverne om, hvad de kunne forvente at blive mødt af til de lokale lønforhandlinger med vores tillidsrepræsentanter,” siger Mads Andersen, næstformand i CO-industri og formand for 3F Industri.

Forventningen hos CO-industris formand og formand for Dansk Metal, Claus Jensen er heller ikke blevet mindre efter gårsdagens overenskomstaftale på transportområdet:

”Det, de nu er nået frem til på normallønsområdet med transportforliget, er et klart signal fra arbejdsgiverne om, hvad de forventer, virksomhederne generelt har råd til at betale. Vi skal selvfølgelig gå efter at få mere end det på minimallønsområdet – særligt de steder, hvor det går godt,” siger Claus Jensen.

Minimalløn og normalløn

Industrioverenskomsterne og transportoverenskomsten er begge såkaldte gennembrudsforlig. Det er dem, der lægger rammen for de øvrige områder. På industriens område er der minimallønsoverenskomster, hvor der forhandles en mindstebetalingssats, men hvor de egentlige lønforhandlinger foregår på virksomhederne.

På transportområder er det en normallønsoverenskomst, hvor lønnen aftales ved den centrale overenskomstforhandling mellem 3F Transport og Dansk Industri.

Nana Wesley Hansen, der er arbejdsmarkedsforsker ved FAOS på Københavns Universitet, mener også, at tillidsrepræsentanterne i blandt andet industrien vil bruge resultatet på transportområdet i deres forhandlinger.
“Det kan være et argument, som tillidsrepræsentanterne kan bruge ude lokalt, fordi de skeler til normallønsområdet og siger, at de vil have en tilsvarende lønstigning. Men man skal samtidig huske, at det lokale forhandlingssystem også er bundet op på økonomien i den enkelte virksomhed, som derfor også spiller en rolle,” siger hun.

Arbejdsgiverne selv mener også, at de høje lønstigninger er den rette balance. På transportens pressemøde har Dansk Industri kaldt lønstigningerne for både rimelige og ansvarlige, og i en pressemeddelelse siger viceadministrerende direktør Kim Graugaard:

”Jeg synes, at vi har lykkedes med at ramme en balance, der både tilgodeser lønmodtagernes forståelige høje forventninger til lønfremgang og virksomhedernes muligheder for stadig at konkurrere internationalt.”

Sydbank har for Børsen regnet på, hvad forliget på transportområdet betyder. I bankens beregning bliver det til en samlet lønstigning på 12 procent over de to overenskomstår. I en kommentar til Børsen skriver seniorøkonom i Sydbank, Mathias Dollerup Sproegel, at overenskomsten på transportområdet holder sig inden for skiven af, hvad dansk økonomi og den danske konkurrencekraft kan klare. Han vurderer samtidig, at købekraften vil være genoprettet til niveauet fra 2021 over de kommende to år.